Skal du på ferie med din hund?

Kan hunde tage på ferie?

Vi mennesker elsker at tage på ferie og hygge os sammen under varmere himmelstrøg, men vores hunde opfatter ikke begrebet “ferie”, som vi gør. Alt afhængigt af rejsens type kan det faktisk være decideret stressende for hunde at blive taget med. Så selvom hunden er en del af familien, kan det godt være, at familieferie ikke er sagen for din hund.

Der er som bekendt stor forskel på ferietyper. Er man til den hjemlige danske sommer i familiens sommerhus, skal man selvfølgelig ikke gøre sig helt så mange overvejelser, som hvis man skal på roadtrip gennem Europa. Som hundens ejer, skal du sætte dig i hundens sted og undersøge, om det er en god idé at medbringe den. Anette fortæller, at man skal gøre både hunden og sig selv den store tjeneste at overveje situationen grundigt, inden beslutningen bliver taget. Begyndt med at spørge dig selv: Er det for din skyld eller for hundens skyld, at den skal med? Hvis det er for din skyld, bør du måske lade den blive hjemme. Selvom hunden er en del af familien, har den andre behov end sine menneskelige familiemedlemmer. Det er vigtigt, at du gør det klart med dig selv, om din hund er egnet til at rejse? Hvordan trives den i nye miljøer? Er destinationen og transportformen fordrende for rejse med hund?

Kort sagt: Er hele rammen om, hvad der skal foregå, trygt for hunden?

Er nogen ferietyper bedre end andre?

Det kommer selvfølgelig an på hunden, hvilke former for ferie den eventuelt vil kunne deltage i. Har din hund stor tyk pels eller en kort snude, vil den ikke være glad for at komme sydpå. Har den ingen pels, er skiferie en dårlig idé. Er du en, der er på campingplads hele sommeren, er det mere nærliggende at tage hunden med på ferie, end hvis du skal en uge til Italien med fly. Er din hund tryg ved nye steder, er det også lettere at have den med, end hvis den aldrig har været væk fra hjemmet. Det altafgørende er, at du anskuer situationen fra hundens synsvinkel og altid har dens bedste for øje, når du planlægger.

En anden ting, Anette lægger vægt på, er, at du skal huske, at transportformen også har stor betydning for, om hunden bør tage med. Hvis du skal med fly, skal din hund sandsynligvis være i lastrummet, afhængigt af flyselskabet, hvis den vejer over 8 kilo. Skal du med toget, kan det være svært at planlægge lufteture. Kører du i bil, skal du holde mange pauser og passe på ikke at blive fanget i trafikpropper. En anden ting du skal være opmærksom på ved bilrejse er selvfølgelig den varme bil: Hunden må aldrig efterlades i bilen! Derudover skal du være opmærksom på, at der kan være store temperaturforskelle fra det kølige forsæde til et proppet bagagerum med et hundebur uden gennemtræk.

Hvad skal du være opmærksom på?

Skal du blot køre en time til sommerhuset med din hund er overvejelserne selvsagt ikke mange. Men hvis du for eksempel tager din hund med på ferie under fremmede himmelstrøg, er der en række ting, du skal have sat dig ind i. Både på Fødevarestyrelsens hjemmeside og på Evidensias hjemmeside kan du finde hjælp og vejledning til, hvad du skal huske at undersøge. Anette fortæller, at din hunds dyrlæge godt kan vejlede dig noget af vejen, men langt det meste må man selv researche sig frem til. Nogle af de ting, du skal have styr på, er:

  • Sæt dig ind i lovkravene det sted du skal til. Skal du gennem andre lande på vej derhen, skal du også undersøge deres love.
  • Hvad skal du gøre, hvis der sker noget med din hund på rejsen? Hvor skal du søge hjælp?
  • Hvilke lidelser er der forbundet med rejseformen? Skal hunden sidde i lastrummet på et fly? Eller i et varmt bagagerum? Er den for eksempel vant til at sidde i bur?
  • Hvilke lidelser er forbundet med selve rejsen? Er der hundesygdomme, der kan ramme din hund, det sted ferien foregår? Eller flåter/myg der kan være smittebærere? Kan hunden klare klimaet?
  • Har din hund gyldigt pas, vacciner og eventuelt særlig behandling (for eksempel ormekur) i hele rejseperioden? Skal den have behandling, når den kommer hjem igen?
  • Står dit telefonnummer med landekode på hundens halsbånd, hvis den skulle blive væk?
  • Hvad har du booket til opholdet? Kan hunden være alene? Hvor skal den være, når du køber ind eller går på restaurant?
  • Dækker din hunds forsikring, som du tror, hvis der skulle ske noget?
  • Hvad gør du med vand og mad? Er der drikkevand tilgængeligt alle steder på din rejse? Og medbringer du hundefoder, eller kan du få det, din hund har brug for, hvor I skal hen?
  • Har du pakket et rejseapotek til din hund med det mest nødvendige?